Speak Up

v. Elsebeth Gerner Nielsen
Speakers Corner, Den Fri. 28. maj. 2007

For nylig blev jeg så vred over, at Dansk Folkeparti tillod sig at sammenligne et tørklæde med et hagekors, at jeg selv tog et tørklæde på – hvorpå der stod Speak Up. Altså tag ordet. Jeg brugte tørklædet til at fastslå, at vi har ytringsfrihed i Danmark. Uanset hvad du har på hovedet har du ret til at ytr dig. Og i øvrigt er det en del af ytringsfriheden, at du også kan gå i det tøj, du vil. Mit ærinde var ikke at forsvare tørklædet. Det er en privatsag, hvordan man vil gå klædt. Mit ærinde var at forsvare frihedsrettighederne. Og i en videre sammenhæng de værdier, der har været bærende for det danske samfund siden 1849: Frisind, storsind og retsind.

Frisind – d.v.s at være frie i sindet – åbne over for andre måder at leve livet på. Tolerant og liberal er andre ord for det samme. Storsind: At vi er parate til at ofre lidt af vor egen velfærd, måske frihed, for at sikre velfærd og frihed til dem, som ikke har de samme vilkår som os selv.

Retsind: At vi vil et samfund, som bygger på retfærdighed og lighed. Herunder at alle behandles lige, uanset race, religion, køn eller f.eks. kulturel baggrund.

Ytringsfrihed, frisind, storsind og retsind er de afgørende værdier bag det danske demokrati og dermed det samfund, vi har brugt de sidste 150 år på at opbygge.

Kulturelt demokrati
Et velfungerende demokrati forudsætter, at alle borgere kan tage del i det. At de ikke bare har den formelle ret, men også den reelle. Et af målene for kulturpolitikken har da netop også været kulturelt demokrati. Via kulturpolitikken har vi villet sikre, at mennesker uanset religiøs, etnisk eller social baggrund får mulighed for at tage ordet og i et videre perspektiv, at alle mennesker får mulighed for at bruge deres skaberevner. Derfor oprettelsen af de forskellige kunststøtteordninger – hvor udgangspunktet har været nok støtte, men ikke styre. Derfor folkeoplysnings- og foreningslovgivningen, som sikrer, at enhver borger har mulighed for sammen med ligesindede at oprette deres egen forening eller aftenskole. Derfor højskole- og friskolelovgivningen, der indebærer at en kreds af borgere kan lave deres egen højskole eller friskole på deres eget værdigrundlag. Ja vi er oven i købet gået så vidt dyrkelsen af friheden, at der er blevet givet rigelige offentlige bevillinger til oplysningsarrangementer, friskoler, foreninger og højskoler, som er i direkte opposition til magthaverne. Som ser det som deres opgave at tale magthaverne midt imod. Det har vi gjort, fordi vi godt ved, at i et demokrati er det helt afgørende, at der er plads til kritik og alternative vinkler. Det er også grunden til, at der f.eks. gives sendetilladelse til nazi-Johnny i Greve. Selv om de fleste mennesker nærer dyb anti-sympati for nazisme, har vi ment – at nazi-Johnny og hans fæller skal have mulighed for at komme til orde.

Politisk korrekthed
En anden væsentlig forudsætning for den frie udfoldelse af ytringsfriheden er – paradoksalt nok – en vis grad af selvcensur. Hvis alle blot ytrer sig som de har lyst, vil samfundet gå op i limningen og nogen vil blive forhindret i at komme til orde. Derfor laver vi f.eks. antimoppepolitik i folkeskolerne. Hvis børn bare får lov at behandle hinanden som de vil – er der nogen, som får deres liv ødelagt. Det samme gælder på arbejdspladserne. Ja overalt i samfundet. Almindelige god takt og tone gør, at vi lægger bånd på os selv. Civilisationen er netop et resultat af, at vi mennesker tager hensyn til hinanden. At det ikke bare er den rå lyst, der hersker. Civility – altså høflighed – er civilisationens udgangspunkt. I den sammenhæng er det ikke mindst vigtigt, at samfundets toneangivende borgere (læs politikere) er meget bevidste om, hvordan de bruger ytringsfriheden. Hvis de f.eks. taler nedsættende om et menneske eller en gruppe i samfundet, legitimerer de, at andre gør det samme. Dermed er der fare for, at munden lukkes på de mennesker, der dæmoniseres. At de nok har ytringsfrihed på papiret, men ikke i virkelighedens verden. Tillad mig at give et konkret eksempel fra 30`ernes Danmark. Bo Lidegård skriver glimrende om det i sin bog ”kampen om Danmark”, Heri forklarer han, at det, der gjorde, at hånden blev holdt under jøderne helt ind til oktober 43 var, at der meget hurtigt opstod politisk enighed om, at jøderne skulle beskyttes. Ja politikere lod det klart forstå, at man var en dårlig dansker, hvis man talte eller opførte sig fornedrende over for jøderne. Eller ikke hjalp dem. Det budskab holdt et spirende jødehad i ave. Den politiske korrekthed – om man så må sige – betød, at jøderne ikke blev lagt for had. Det at man ikke lod vildkatten slippe af sækken, gjorde måske mere end noget andet, at Danmark landede på civilisationens side. Bo Lidegård taler om ”det indre fæstningsværk”. I dag ville man kalde det selvcensur.

Kulturkamp
Regeringens kulturkamp har netop drejet sig om at komme selvcensuren til livs. Kulturministeren var
f.eks. stærkt fortørnet over, at en stand-up komiker havde holdt sig tilbage fra at tisse på et helligt
skrift – af frygt for repressalier. Stand-Up - komikeren og andre skulle have hjælp til at komme ud af
selvcensurens spændetrøje. Ingen i Danmark skulle være bange for at tale af karskens bælg, lød det
fra regeringen. Sige højt hvad de tænkte og følte. Også selv om nogen følte sig trådt på. Altså ud med den politiske korrekthed. Kulturkampen må siges at være lykkedes. Toneangivende politikere fra regeringens støtteparti har kaldt muslimerne for kræftknuder og sammenlignet islam med nazisme. Og Pia Kjærsgård har udtalt, at store bydele i Købehavn og andre danske storbyer er befolket af mennesker på et lavere civilisationstrin med medbragte primitive og grusomme skikke, såsom æresdrab, tvangsægteskaber, halalslagtning og blodhævn (Ugebrev 13/6 2005). Det er blevet legitimt at sige næsten hvad som helst om mindretal. Det er blevet legitimt at dæmonisere hele befolkningsgrupper. I stedet for at se det enkelte menneske som en unik skabning med mange forskellige karakteristika, bedømmes det alene på en enkelt ting – f.eks. dets religiøse tilhørsforhold. Går du med tørklæde er du per definition en undertrykt kvinde, som går islamisternes ærinde. Og får du konstant det at vide, er der stor sandsynlighed for at du ender med at tie. Kulturkampen har først og fremmest medvirket til at slippe vildkatten af sækken. Flertallet har fået meget vide rammer for dets måde at omtale og behandle mindretal på. Og samtidig er der ikke gjort meget for at give mindretallene bedre vilkår for at komme til orde. Tværtimod er der en fare for, at de trækker sig tilbage til en mere marginal position i samfundet. Et enkel parti vil nu forbyde tørklæder og de fleste partier betragter tørklædet som en hindring for integration, bliver der sagt. Hvis man nu vitterlig er undertrykt af sin familie og samtidig oplever, at det omgivende samfund tager afstand fra en – f.eks. fordi man går anderledes klædt – hvad er så ens reelle mulighed for at bruge den frihed, man har på papiret? Kulturkampen har gjort det af med den politiske korrekthed med det resultat at mindretal – først og fremmest – muslimer – dæmoniseres. Dermed indskrænkes deres mulighed for at tage ordet! Men ikke nok med det. Det enkelte menneske forhindres i at udtrykke sig i hele sin mangfoldighed. Hver af os er– som jeg nævnte tidligere - en unik skabning, som henter vores identitet mange forskellige steder fra: Fra vore forældre og deres kultur; fra vore venner, uddannelse, arbejde, litteratur, musik religion osv. Kulturkampen har desværre ført til at en meget stor gruppe mennesker ikke får mulighed for at være andet end ”muslimer” eller f.eks. ”anden-g`ere”. Man kan også sige det på den måde, at det bliver stadig sværere at være dansk på sin egen måde. Statsborgerskabstest, kulturkanons m.v. Den tendens understøttes bl.a. af, at man skal bestå en danskhedstest for at blive dansk statsborger. Flertallet i Folketinget bestemmer, hvad du skal vide om dansk historie og dansk kultur, for at du kan få lov til at få en borgers fulde rettigheder – herunder stemmeret i Danmark. Det på trods af, at man må formodes at kunne være en god demokrat uden at kunne kongerækken eller vide, hvad slaget ved Isted gik ud på. Tendensen understøttes også af den statslige kanonisering af dansk kunst og kulturliv. Regeringen har udgivet en kanon over de væsentligste danske værker inden for en række forskellige kunstarter. Ligeledes er der lavet en kanon over de vigtigste sportspersonligheder og sportsbegivenheder i Danmarkshistorien, Bjarne Riis inklusiv. Mange vil mene, at disse kanons kan være med til at højne kvaliteten i danskernes viden om deres egen kultur. Det er jeg ikke uenig i, men det er ikke desto mindre et stort demokratisk problem – at det er det til enhver tid regerende flertal i Folketinget, der sanktionerer, hvad der er stor dansk kunst. Og hvilken viden man skal have, for at være så dansk at man kan få lov til at stemme til et folketingsvalg. Tankerne ledes jo hen på de diktaturer, der udmærkede sig ved at bruge kulturen som magtmiddel, dvs. til at skille fårene fra bukkene. Den stadig stærkere politiske centralisering af kunst- og kulturlivet er en anden faktor, som også trækker i retning af en snævrere tilgang til kunsten og kulturen. Færre puljer med centrale bestyrelser, udpeget af regeringen, højner kvaliteten i bevillingerne, bliver der sagt. Men også, at regeringen får
større indflydelse som smagsdommer. Formænd, der ikke makker ret, får en ministeriel skideballe – kan man forstå. Armslængden bliver kortere.

Afslutning
Nobelpristageren Amartya Sen gør i sin seneste bog ”Identity and Violence” opmærksom på, at den største udfordring i forhold til at udvikle en fredelig verden, består i at betragte hvert enkelt menneske som en sammensat personlighed frem for at se det som det som en singulær personlighed. I stedet for blot at se et enkelt element i et menneskes personlighed – f.eks. at hun er muslim – skal vi øve os i at se den enkelte som et helt menneske med mange forskellige identiteter og dermed mange forbindelser til verden. I stedet for at tvinge den enkelte ned i en snæver kasse, skal vi være hinanden være som vi er (for at citere fra Grundtvigs kærlighedssang ”Hvad er det min Marie”). Det er baggrunden for, at det er så vigtigt at kæmpe for de danske værdier: Ytringsfrihed, frisind,
storsind og retsind. Og det er baggrunden for, at det er så vigtigt med politisk korrekthed, således at nogle menneske ikke skræmmes til at leve på kanten af samfundet. Det er derfor det er så vigtigt, at hvert enkelt menneske føler sig kaldet til at tale højt; til at sige frem. Speak UP. Uanset hvad du har på hovedet.