Speak Up


Speakers Corner, Den Fri. 28. maj. 2007

Speak up! Ytringsfrihed er pligten til at lytte.
Ytringsfrihed i et teologisk perspektiv.
2. pinsedag 2007. Af Camilla Sløk

Det er pinse, og pinsen er en ny mulighed for at tænke over, hvad samtale er. Samtale er nemlig både friheden til at ytre sig, men også pligten til at høre efter. For mig at se er problemet ved nutidens forståelse af ytringsfrihed, at den sætter fokus på individets ret til at sige whatever, hvilket man naturligvis også har ret til, men selve det fællesskab, som ytringen skal lyde ind i, er slet ikke længere tænkt sammen med ytringsfriheden. Det er det, jeg ser som tidens store problem. Derfor er pligten til
at høre efter central i sammenhæng med retten til at sige sin mening. Kun, hvis der er tale om det, at nogen hører efter, kan friheden til at ytre sig blive meningsfuld. Ellers bliver den til ingenting. At tale og at høre er måden, hvorpå ytringsfrihed kommer til at spille en konstruktiv og skabende rolle i et
fælles, politisk samfund. Uden sammenhængen mellem ordet, der tales og høres, bliver ytringsfrihed blot til den enkelte private performance foran et udeblevent publikum, hvor ingen gider høre efter. Men fællesskabet har ikke brug for individuelle taleperformances, som er urelaterede til det fælles. Individet
skal grundlæggende respekteres som individ, men ikke alle individuelle ytringer er konstruktive endsige relevante for fælesskabet. Individer må igennem responsen indstille sig på den anden, der ligeledes skal have lov til og pligt til at både tale og lytte. Hørepligt er således det element, der skaber sammenhængskraft mellem mundens ytring og ørets modtagelse.

Også nutidens religioner har en tendens til at monopolisere og personliggøre ytringer. Man kan høre religiøse personer henvise til deres tro, og med denne henvisning mener de at kunne sige, at de ikke selv behøver at høre. Det er unødvendigt, siger de, for deres tro byder dem ikke at ændre mening om noget. Og derfor mener de at kunne fastholde kun at tale, men ikke at lytte. Her kunne religionerne lære noget af det gamle og det nye testamente, for som sagt, netop i pinsen er der noget at reflektere over i forhold til ytringsfrihed. Og her mener jeg refleksion som en invitation til dialog, hvor man både taler og lytter. Pinsen optræder i det nye testamente som en reference til det gamle. Ikke en eksplicit, men en implicit. Som bekendt bygger de tre store verdensreligioner jødedom, kristendom og islam på det gamle testamente, så invitationen til at tænke med på, hvad ytringsfrihed og hørepligt er, er særligt, men ikke kun en invitation til dem. Det er en teologisk invitation, og med det mener jeg teologi som et filosofisk sprog for, hvordan man skal forstå ved Gud, menneske og verden. Teologi er samtalens rum, hvor man kan tale og lytte til hinanden om, hvordan vi skal forstå Gud, menneske og verden. I stedet for at tale blot religiøst skal man tale teologisk. Forskellen på de to ting er, religion har risikoen for at cementere udsagn som de eneste sande, mens teologien i sin filosofiske natur ikke kan påstå, at vide det hele, men den kan som fagdisciplin pege på, hvordan man kan tale fagligt og menneskeligt om tingene.
Ser man således teologisk på det gamle testamente møder man i historien om Babelstårnet en historie om forbandelsen ved ikke at tale samme sprog. Historien kan siges at handle om ytringsfrihedens hovmod.
Tekststedet om Babelstårnet lyder lidt forkortet sådan her:
”Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da menneskene brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: »Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!« De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden” (gengivelse af 1. Mosebog kap.11, 1-9) Man kan spørge teologisk, hvad teksten vil sige, og her er læseren inviteret til at tænke med. Skal man tolke den menneskeligt og teologisk kunne pointen måske være, at Herren, og det vil sige Gud, ønsker at gøre menneskene opmærksomme på, at de ikke skal være hovmodige. De lagde en plan om at nå op på højde med Gud, men det var ikke den mening, Gud ville have, at menneskene skulle skabe. De skulle ikke gøre sig forestillingerne om, at der kan lægges strategier, som altid lykkes. I stedet skulle menneskene lære, at intet går som planlagt. Man skal ikke være hovmodig og tro, at man ved det hele selv, men man skal være opmærksom på, at de andre ved noget andet, som også er værd for dig at vide. Forskellen mellem sprogene etablerer den forskel, at menneskene skal anstrenge sig for at forstå hinanden. Det er med andre ord nødvendigt med ydmyghed overfor det de andre siger. Så historien kan fortolkes således, at når de forskellige sprog bliver grundlagt, bliver også ydmygheden grundlagt. Ydmygheden overfor den viden andre måtte have, og at det kræver anstrengelse at forstå de andre.
Et andet tekststed til teologisk udfordring og refleksion er fra det nye testamente. Her kan man læse om pinsens betydning i forhold til ytringsfrihed og dialog: ”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle
folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« Alle var ude af
sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: »Hvad skal det betyde?«” (Acta 2,1-13) Som med alle andre tekster kan man spørge: Hvad betyder det? Og stadig med den teologiske indgangsvinkel til ytringsfrihed kunne tekststedet ses som udtryk for åndens fællesskab. At det er muligt at forstå hinanden, selvom man taler forskellige sprog. I sammenligning med Babelstårnet er pointen derfor, at selvom sprogforskellen er etableret, så har menneskene så meget til fælles, at det er muligt at forstå hinanden. Ikke således at der kan blive et sammenfald i forståelsen imellem to. Det ville jo også kræve, at vi hver især altid vidste fuldstændigt, hvad vi siger, hvorfor vi siger det, og hvordan den anden vil forstå dette. Det er imidlertid ikke muligt fuldstændigt at udlægge ordene, så de ikke kan misforstås. Og det er måske charmen ved det hele. At vi kan forstå og misforstå, og nye ting opstå. Så pointen med pinsen er den ånd, som menneskene får indgydt i sig ved livets begyndelse. Vi trækker alle vejret af den samme luft. I skabelsesberetningen i det gamle testamente er det denne luft, som Gud indånder i Adam og Eva, da han har skabt dem af ler (1. Mosebog kap.1 og 2). Denne lufttilskyndelse
ved livets begyndelse starter menneskets åndedræt, og det er derfor, at mennesker har noget til fælles, som skabninger. Vi ånder alle af den samme luft. Det er således muligt at se denne fælles ånd og indåndning som vores mulighed for at skabe et samfund, hvor vi vil tale sammen og lytte sammen. Kun gennem troen på, at vi har noget til fælles, kan vi gide at anstrenge os for at forstå hinanden.
Som en anstrengelse trods både fremmedhed og genkendelse i de ord, der lyder, når mennesker taler og lytter til hinanden.
Det er en anstrengelse som ytringsfriheden og hørepligten er værd.